Sidste fiskedyst for herre 1 - nu skal vi i dok..
Niels Borch
3/28/2010 3:55:20 PM
2. div. herrer vest: BVC Esbjerg – Solbjerg IF , søndag den 28.marts, kl. 11.30
Resultat: 3-0 til Solbjerg IF
Sætcifre: 21-25, 16-25, 21-25, 57 sæson afsluttende minutter…
Der var dømt sidste fiske dyst i denne sæson, de vejr bidte fiskere fra BVC Esbjerg skulle møde mandskabet fra rækkens super trawler – Solbjerg – der inden de mødte op i Rørkjær Tørdok, allerede var rykket op i 1 division. Og da Esbjerg gutterne jo sikrede sig endnu en sæson i 2 division med sejren sidste søndag i Ubberud, så var det kun æren at spille for denne søndag middag i tør dokken.
Skipperen havde givet orlov til både 1 og 2 Styrmanden, deres koner og børn havde forlangt Påske hygge, Rico var ude og sejle i sin hjemmelavede optimist jolle, og Sebastian øvede sig på at gå i takt på Fiskerikasernen.
Så der var ud over Skipper – 5 kampklare Esbjerg fiskere. Bådsmand Tom, Kokken Frede, Stewart Daniel, Styrmands aspirant Brinch og Telegrafist Martin. Kokken blev smidt ind på centeren, ”Gnisten” blev kant og Bådsmanden røg ud på diagonalen – så var vi klar til at møde overmagten.
Det blev et rigtigt godt 1 sæt – vi var stort set foran hele tiden. Spillede godt og satte Solbjerg under pres, men ved 20-18 gik vi lidt i stå. Kunne ikke vinde vores bolde og det kneb med modtagningen af fiskebollerne. Solbjerg sniger sig ind på os, og vinder sættet med 25-21. Ærgerligt!!
2 sæt blev desværre ikke ligeså godt som 1 sæt. Vi kunne ikke få fodfæste på gulvet, også selvom vi havde spyttet masser af skrå ud på det, så gled det ikke lige som vi havde forestillet os. Solbjerg maste på og fik trukket sættet nemt i land med hele 25-16. Fy for en ladning skidtfisk.
Det kunne vi bestemt ikke lade sidde på os, så vi ville vise at vi godt kunne spille fisk med de store. Solbjerg starter bedst, kaster trawlet ud og prøver at snøre det rundt om os – men vi genfinder de gode takter fra 1 sæt og forsøger at komme igen. Men splitte mine bramsejl – vi kom ikke tættere ind på dem, og Solbjerg kan fortjent vinde sættet 25-21 og dermed kampen 3-0.
Vi solgte os så dyrt som muligt – så der var ok tilfredshed blandt de 6 fiskere fra det gode skib M/S Esbjerg. Sidste kamp var spillet og vi kunne se tilbage på en underlig sæson. 2 sejre i efteråret og hele 6 efter Jul – 16 fiskeri point og en 5 plads. Rigtig godt kommet igen af BVC Mandskabet!!
Det var desværre Kokken Frederiks sidste kamp for BVC, han rejser til Odense og vil finde en klub hvor han kan blive endnu bedre til at lave fiskefrikadeller… Tak for nu Frede, God vind!!
Nu kan skibet komme i tørdok og få skroget renset og gennemgået fra køl til mastetop, inden fiske sæsonen igen skal genoptages. Vi håber vi kan være endnu skarpere til næste sæson, og igen være med til at blande os i toppen af fiskeligaen.
Dagens fisker i indbagt tun blev Stewart Martin med hele 5 ålekvabber ud af 6 mulige.
Tak for denne sæson, Skipper glæder sig til at se alle sømænd påmønstre igen i august.
H1´s spillende Fiskeskipper - Niels



